Årsberetning SBBC 18/19

W1siziisijiwmtkvmtavmtcvmtg3dm12ymjwef9ps0jbtk5fui5wbmcixv0?sha=1655366eac7cfd93

Generalforsamling mandag, den 16/9-2019

Bestyrelsens årsberetning for sæsonen 2018/2019

Endnu en sæson er vel overstået i Svendborg Basketball Club.

Vi startede med at holde alletiders jubilæums fest lørdag, den 25. august 2018, hvor en festklædt Idrætshal lagde gulv til nogle forrygende timer med god mad og godt selskab. Alle sejl var sat til med 5 mands orkester, bar og pølsevogn og godt 130 humørfyldte deltagere – her var tidligere og nuværende ligagspillere, gamle koryfæer fordelt på flere årtier samt øvrige personer, der på den ene eller anden måde har været/ er med til at få hjulene til at snurre i SBBC. Vi udnævnte klubbens første æresmedlem og det blev Hanne Jespersen, der i mange år har ydet en stor indsats med alt fra camp til kiosk og kampe – tak for det Hanne.

 Tak for den store opbakning og de mange gaver og tak til festudvalget for et flot arrangement.

Vi har i den forgangne sæson favnet bredt i forhold til vores medlemmer og er virkelig blevet en klub, der tager et socialt ansvar så alle kan deltage i vores dejlige sport. Her er vores nye koncept ”Wild Rabbits” – basketball for børn med særlige behov, et godt eksempel. Ikke nok med at vi giver disse børn og unge et indblik i det ”normale” foreningsliv vi har også formået at få en kobling til byens uddannelsesinstitutioner, hvor studerende fra den pædagogiske linje på UCL er inde over holdet som hjælpetrænere. Et samarbejde, der fortsætter i den nye sæson og som er helt uundværligt – jo flere hænder desto bedre produkt. Dette tilbud fik i øvrigt et kvalitetsstempel med modtagelsen af ”Årets handicap pris 2018” – overrakt ved en ligakamp sidst på året. Vi forsøger i den kommende sæson at videreudvikle på vores tilbud og har tilbudt både basketball og dans. Om det er dette, der har gjort at vi er blevet udtaget til ”DM i rekruttering” af Parasport Danmark (sammen med 9 øvrige klubber i Danmark) skal jeg være usagt men der er i hvert fald stor fokus på vores arbejde. Tak til alle omkring Wild Rabbits – i er bare seje……

Vores arbejde med de unge og vores tilgang til tingene med blandt andet ”The Svendborg Way” har udløst en billet til det fine selskab i Team Danmark. Svendborg Kommune er en Team Danmark kommune og med den nye aftale, der blev underskrevet tidligere på året har kommunen valgt at basketball skal være en prioriteret sport. Det betyder at der nu bliver holdt øje med os og vi får tilbud om kurser til bestyrelsen, trænerne og atleterne igennem dette samarbejde, hvor også DBBF indgår. Vores aftale med Svendborg Kommune/Team Danmark og DBBF underskrives, den 8/10-2019. 

Vi håber at dette fremtidige samarbejde er med til at flere unge synes det er fedt at spille basketball i Svendborg uanset, hvor i landet man kommer fra.

Medlemstallet for 2018 blev opgjort til ikke mindre end 249 (incl. spillerne i SBBC 2015) – det er en medlemsfremgang på godt 51% siden 2006, hvor medlemsantallet var på 165. Vi håber at 2019 bliver mindst lige så godt.

Vi har i den forgangne sæson søsat nye initiativer på tværs af aldersgrupperne i klubben med deltagelse i stævner i udlandet (Lundaspelen) og træningsturnering i Italien for både U13-U15 og U17 samt fællestræninger for disse. Noget som er blevet nydt og påskønnet af de involverede spillere, trænere og 

forældre. Dette skulle gerne gå hen og blive en tradition i klubben selv om det kræver en del økonomi og arbejde at få enderne til at nå sammen.

Klubben har været vært for en Jr NBA skoleturnering, hvor Mauricio styrede begivenhederne med sikker og hård hånd. Desværre var der ikke så stor tilslutning fra skolerne men vi forsøger os igen. Der er allerede nu tilsagn fra flere klasser end sidste år og datoen for stævnet bliver meldt ud snarest. Tak til Mauricio for din store indsats. Denne turnering har så betydet at vi ikke har afviklet vores ”normale” skoleturnering.

I maj måned var vi for første gang værter for et ungdoms DM – nemlig U15 H, der spillede i både Idrætshallen og i den store hal i SG Huset. Holdene havde tilbud om overnatning og forplejning på Svendborg Medie- og Sports Efterskole og de blev fragtet i bus til og fra skole og haller. Igen var det Mauricio, der havde dirigentstokken og det klarede han med hjælp fra de mange frivillige, som vi er heldige at have i vores klub, til UG. DBBF har allerede tilbudt os mesterskabet igen i 2020 og denne gang kommer pigerne med – vi glæder os allerede og beviser at vi kan mere end vi tror. Dejligt at komme med på landkortet i forhold til at være arrangører af arrangementer i DBBF regi.

A pro po traditioner så holdt vi alle tiders afslutningsfest i maj måned, hvor mere end 80 personer deltog i fællesspisning, fælles udfoldelser på halgulvet ført an af en veloplagt Lukas Varga samt uddeling af priser for bedste kammerat på alle ungdomsholdene. Vi kårede også årets træner (Marco Cerini) og årets SBBCér (Mauricio Chicola) – stor tak til Anette og David for at stå for arrangementet – vi gør det igen i 2020…..

Samarbejdet med de to fodboldklubber Tåsinge Boldklub og Fortuna Svendborg om at fastholde piger i idrætten fik så stor bevågenhed at DR kom på besøg og lavede et indslag om det, der er blevet vist på TV.

Vi forsøger os igen med samarbejdet i denne sæson men tyvstarter lidt for alle piger i alderen 11-16 år – spændende om vi kan få lokket nogle piger til så fodboldpigerne har nogen at spille med når de kommer ultimo oktober når deres turnering slutter. Samarbejdet med pigefodboldklubberne er unikt og giver forhåbentligt lyst til at blive ved med dyrke idræt i mange år fremover. Der kan sagtens være plads til andre klubber og idrætsgrene også…..

Til slut skal der lyde en stor tak til alle de mange frivillige, der sæson efter sæson trækker i ”arbejdstøjet” når vi kalder på jer. I er med til at få det hele til at glide lidt nemmere – TAK for det – og vi håber at i sammen med os i bestyrelsen er klar til endnu en spændende sæson.

Karin Olsen

Formand

Svendborg Basketball Club