Klubnyheder

Byd vores nye piger velkommen

29. okt. 2018, kl. 18.59

I Svendborg skal pigerne spille basketball om vinteren og fodbold om sommeren

I november måned starter der et helt nyt pigehold op i Svendborg Basketball Club i samarbejde med Tåsinge Forenede Boldklubber.

Svendborg Basketball Club og Tåsinge Forenede Boldklubber har indgået et samarbejde på tværs af klubberne, hvor de ønsker at lave et pigehold, hvor pigerne spiller basketball i vinterhalvåret og fodbold i sommerhalvåret. Holdet har til formål at åbne op for, at børn og unge får muligheden for at gå til flere idrætsgrene.

”I fællesskab vil vi gerne skabe rammerne for, at børn og unge i klubberne kan trives, udvikle sig og samtidig opleve glæden ved et fælles tredje, som så er idrætsaktiviteterne,” siger Heidi Bruun, træner i Tåsinge Forenede Boldklubber.

Mange børn er i dag begrænset af kun at måtte vælge én idræt at gå til på grund af tid og kontingentbetalinger, og hertil har de to initiativtagere et forslag 

”Tanken bag vores samarbejde er også, at vi måske skal begynde at se foreningslivet med andre øjne og for eksempel lave et ’turpas’ som i Tivoli. På den måde bliver det muligt at gå til flere forskellige idrætaktiviteter til en fælles pris, hvor medlemsfordele i begge klubber følger med,” fortæller Heidi Bruun.

Et samarbejde har fordele for begge klubber

Spørger man Heidi Bruun har et samarbejde på tværs af klubberne kun fordele.

”Jeg ser det sådan at i stedet for at kæmpe om medlemmerne og pakke os ind i vores eget system, så vil et samarbejde frigive ressourcer og kompetencer hos begge klubber,” siger Heidi Bruun.

”Selvom hensigten ikke er at øge medlemstallet, vil et samarbejde måske alligevel give et boost til medlemstallet, da vi giver pigerne en unik mulighed. I dag er der i mange idrætter meget fokus på udvikling og talent, men vi ønsker at skabe et miljø, hvor det er sjovt at komme, og hvor resultatet ikke betyder så meget,” fortsætter Heidi Bruun.

Pigerne kan lære meget af hinanden på tværs af klubberne

Initiativet giver børn og unge muligheden for at prøve kræfter med både basketball og fodbold, og det kan betyde, at de får øjnene op for en anden idræt, som de måske aldrig har overvejet at prøve kræfter med.

”Der er måske basketballspillere, som har lyst til at spille fodbold og omvendt, men på grund af ’uvidenhed’ ikke har overvejet sporten, fordi den ikke tidligere er blevet præsenteret for dem, som vi gør nu,” fortæller Heidi Bruun.

For Heidi Bruun handler det ikke kun om, at flere får lyst til at spille basketball og fodbold. Det handler også om, at pigerne får skabt nogle relationer imellem klubberne.

”Jeg håber, at samarbejdet vil være med til, at pigerne får øjnene op for hinanden – at de får skabt nogle relationer og venskaber på tværs af klubberne. Jeg tror på, at de kan lære meget af hinanden og derved udvikle sig hver især,” tilføjer Heidi Bruun.

Initiativtagerne håber, at konceptet vil udvikle sig til andre idrætsforeninger rundt om i Danmark, hvor det kan være med til at skabe et større fællesskab omkring idræt.


www.dgi.dk 9. oktober 2018